Det italienske underhus har vedtaget næste års budget, og det baner vej for, at premierminister Mario Monti kan træde tilbage.
Budgettet er vedtaget med 309 stemmer for og 55 imod.
Der er indkaldt til et regeringsmøde klokken 19.00, og her ventes Monti at meddele, at han går.
Det lod den tidligere EU-kommissær og økonomiprofessor også forstå, da han kort inden afstemningen i parlamentet talte til italienske ambassadører.
Monti sagde, at hans tale "med al sandsynlighed var den sidste handing og det sidste ord før den formelle afskedsbegæring til statsoverhovedet", Giorgio Napolitano.
Han henviste til den profeti, som siger, at Jorden går under fredag:
- For et år siden påbegyndte denne regering sit arbejde. I dag - og det skyldes ikke maya-profetien - må vi lægge denne rolle fra os.
/ritzau/AFP