Matteo Trentin fra Italien kan nu skrive europamester på cv'et.
I søndagens linjeløb ved EM i Glasgow triumferede Trentin foran Mathieu van der Poel fra Holland og Wout van Aert fra Belgien, mens ingen af de otte danske ryttere kørte med om medaljer i finalen.
29-årige Trentin vandt spurten i en mindre gruppe og overtog dermed EM-titlen fra nordmanden Alexander Kristoff.
Michael Mørkøv blev bedst placerede dansker som nummer 18, men han var ikke i nærheden af at kæmpe med om sejren.
Tidligere i løbet udgik Magnus Cort blandt andre.
Med 230,4 udfordrende kilometer i sigte virkede det på papiret som en stor fordel for det danske hold, at otte danske ryttere var til start i løbet.
Kasper Asgreen, Lasse Norman Hansen, Alexander Kamp, Michael Mørkøv, Casper Pedersen, Mads Pedersen og Michael Carbel skulle forsøge at hjælpe Tour de France-etapevinderen Magnus Cort til en topplacering.
Det lange og opslidende løb blev dog ikke gjort lettere af, at et heftigt regnvejr satte sit præg på den skotske storby.
Derfor blev der tyndet alvorligt ud i feltet, og flere af danskerne måtte stå af, før den afgørende del af løbet gik i gang.
Det samme måtte verdensmester Peter Sagan, der ellers var udråbt som en af løbets klare favoritter.
Uden Sagan i feltet steg Corts chancer for en medalje, men med omtrent 72 kilometer igen fik Cort en defekt, som mange andre havde fået det før ham på de regnvåde veje.
Cort kom aldrig tilbage til fronten, og i stedet forsøgte Michael Mørkøv at kæmpe sig op til en gruppe, der var stukket fra det tilbageværende felt.
- Det var ikke en nem rute at komme tilbage på, sagde Cort til TV2 Sport under transmissionen, efter at han var stået af.
- Selvfølgelig ville jeg gerne have været med til at køre cykelløb i finalen, lød det fra den danske kaptajn.
Også Kasper Asgreen forsøgte forgæves at røre på sig i forfølgergruppen, og derfor blev finalen kørt uden dansk deltagelse.
Da rytterne kørte ind på den sidste af 16 omgange i Glasgow, var der samling blandt de ti ryttere i frontgruppen, men et styrt eliminerede flere af dem.
Til sidst var Trentin klart stærkest i spurten, mens van der Poel og van Aert måtte kæmpe om de øvrige medaljer.
/ritzau/