Italieneren Dominik Paris havde en herlig lørdag, da de mandlige alpine skiløbere lørdag afviklede styrtløbet på Hahnenkamm-bjerget i Kitzbühel i Østrig.
Paris, som er født i Østrig, vandt for første gang i sin karriere styrtløbet på det legendariske bjerg.
Han brugte 1.57,56 minutter på at nå over målstregen, hvilket var 13 hundreddele af et sekund hurtigere end canadieren Erik Guay.
Østrigeren Hannes Reichelt blev nummer tre i tiden 1.57,92 minutter.
- Hvem drømmer ikke om at vinde i Kitzbühel, siger Dominik Paris ifølge nyhedsbureauet AFP.
- At vinde i Kitzbühel er et højdepunkt i karrieren, det er meget specielt for en styrtløbsspecialist. Jeg følte mig ikke så godt tilpas, men jeg fik afviklet den afsluttende del virkelig godt, siger Dominik Paris.
Den 23-årige italiener vandt i december sit første World Cup-løb.
Dominik Paris fører efter sejren World Cup-stillingen i styrtløb med 317 point, hvilket er tre point flere end norske Aksel Lund Svindal.
Kvinderne var også i aktion lørdag, da storslalomløbet blev afviklet i Maribor i Slovenien.
Den amerikanske stjerne Lindsey Vonn vandt foran sloveneren Tina Maze, der fører klart i den samlede World Cup-stilling.
Tina Maze kan også trøste sig med, at hun er sikker på at vinde World Cuppen i storslalom.
/ritzau/