En 54-årig mand døde søndag på et hospital i den italienske hovedstad, Rom, efter at han den 11. august satte ild til sig selv foran det italienske parlament for at gøre opmærksom på sin kamp mod arbejdsløshed.
Det oplyser italiensk politi.
Angelo di Carlo fik forbrændinger på 85 procent af kroppen ved ildspåsættelsen, der skete foran det italienske parlaments andetkammer i Roms centrum.
En politipatrulje slukkede branden med ildslukkere og kørte manden til et hospital.
Manden har været uden arbejde i længere tid og kæmpede med økonomiske problemer, fordi han ikke kunne få understøttelse.
Stadig flere italienere kæmper med arbejdsløshed på grund af krisen. Samtidig er skatterne sat op, og understøttelsen er sat ned. Det sker, fordi regeringen forsøger et mindske landets massive gæld.
Angelo di Carlos død er den seneste i en bølge af meget omtalte selvmord, som sættes i forbindelse de økonomiske vanskeligheder, mange italienere kæmper med, og som viser de menneskelige omkostninger, den økonomiske nedtur har.
/ritzau/Reuters