Det italienske fodboldlandshold står fortsat uden en permanent landstræner til at føre den stolte fodboldnation tilbage mod tidligere tiders storhed.
Onsdag har Det Italienske Fodboldforbund (FIGC) besluttet sig for at vente med at ansætte afløseren for Giampiero Ventura, som i november blev fyret efter en kikset VM-kvalifikation.
Derfor skal landets nuværende U21-landstræner, Luigi Di Biagio, vikariere som landstræner i marts, når Italien møder Argentina og England i to testkampe.
FIGC regner først med at have en ny landstræner på plads omkring juni. Det skyldes, at flere potentielle træneremner aktuelt er midt sæsonen med deres klubber.
- Det bliver svært at ansætte en landstræner inden juni, siger FIGC-præsident Carlo Tavecchio.
Han skal dog næppe ansætte den nye landstræner, da det formodes, at Damiano Tommasi vinder præsidentvalget i FIGC i slutningen af januar.
Landstrænervikaren Luigi Di Biagio har selv spillet 31 A-landskampe for Italien. I sin aktive karriere var han en stærk midtbanespiller, og han var mest succesfuld i årene 1995-2003, hvor han repræsenterede Roma og Inter.
Han blev ansat som U21-landstræner i 2013. I sommeren 2017 førte han de italienske spillere frem til EM-semifinalen. På vejen blev Danmarks U21-landshold slået med 2-0 i gruppespillet.
/ritzau/AFP