Den katolske kirke har fået sit første overhoved fra Sydamerika, og det skal nu også markeres i sportens verden.
Pave Frans er født i Argentina, og tirsdag annoncerede det italienske fodboldforbund (FIGC), at man har planer om at spille en kamp mod netop Argentina for at ære paven, som blev valgt til ny pave i sidste måned.
- FIGC har i dag (tirsdag) officielt inviteret det argentinske forbund, hedder det i en pressemeddelelse.
Kampen skal efter planen spilles i august i Rom.
Det er den italienske landstræner Cesare Prandelli, der selv er katolik, som har fået idéen.
- Det ville være godt at lave en audiens og efterfølgende tage til stadion i en fælles bus - de to hold sammen, lyder Prandellis forslag.
Den 76-årige pave er meget interesseret i fodbold, og han har i lang tid holdt med klubben San Lorenzo fra Buenos-Aires, Argentinas hovedstad, hvor pave Frans er født.
Pave Frans blev valgt til pave 13. marts 2013 som afløser for Benedikt XVI.
/ritzau/AFP