Godt nok lagde de et flot pres fra starten af opgøret, men det hindrede ikke Italien i at komme bagud i opgøret mod Paraguay.
Allerede efter 23 minutter kom sydamerikanernes første store chance, hvor der pludselig opstod schweizerostehuller i det italienske forsvar, men bolden susede lige forbi mål.
Den store chance fik dog Paraguay lidt mere med i kampen, og selvom Italien faktisk havde generobret overtaget, blev det efter 37 minutter til en paraguayansk føring ved hjælp af et frispark 37 meter udefra.
I anden halvleg skulle Italien fremad på banen, og det gav kontrachancer til Paraguay, der også kunne være kommet på 2-0. Men det undertippede førerhold havde nu mest travlt med at pakke sig ned, og den taktik virkede da også nogenlunde frem til det 62. minut, hvor Italien udlignede efter et hjørnespark.
Begge hold havde efterfølgende farlige forsøg, men Paraguay skal nok være mest tilfredse med at have sluppet fra opgøret med et enkelt point.