Italienske efterforskere er ved at undersøge, om det skyldes manglende vedligeholdelse, fejl i designet eller noget helt tredje, at et længere stykke af en motorvejsbro tirsdag kollapsede.
Mindst 39 mennesker er dræbt i ulykken, oplyser lederen af det italienske civilforsvar. Ifølge de officielle tal fra civilforsvaret er 15 kvæstet, heraf ni alvorligt.
Statsanklager Francesco Cozzi sætter over for tv-stationen RAI antallet af dræbte til 42, hvoraf tre er børn.
Frygt for, at andre dele af broen kan kollapse, har fået italienske myndigheder til at evakuere omkring 630 mennesker, der bor ved siden af broen.
Mens redningsmandskabet fortsat leder efter både omkomne og mulige overlevende i murbrokkerne, leder de italienske politikere efter nogle af skyde skylden på.
Den italienske premierminister, Giuseppe Conte, bebrejder det selskab, der driver Genova-broen og mange af landets betalingsveje. Firmaet, Autostrade, betoner, at det nøje har holdt øje med sikkerheden på broen.
Broen blev bygget i 1967 og har ifølge flere rapporter haft brug for en række reparationer.
Der var afsat 20 millioner euro (omkring 150 millioner kroner) til senere i år at styrke de betonelementer, der menes at være brudt sammen tirsdag.
Conte har onsdag erklæret 12 måneders undtagelsestilstand, som regionalstyret i Liguria-regionen har bedt om efter ulykken.
Han betegner tirsdagen som sin "længste og vanskeligste dag som premierminister".
I samme ombæring har han lovet en omfattende gennemgang af Italiens aldrende infrastruktur.
Transportminister Danilo Toninelli lægger skylden på Autostrade og truer med bøder på op mod 150 millioner euro (1118 milliarder kroner).
Statsanklager Francesco Cozzi siger på et pressemøde, at efterforskningen af brokollapset fokuserer på menneskelige fejl - nærmere betegnet den manglende vedligeholdelse eller fejl i byggeriet.
- Jeg ved ikke, om der er et ansvar. Men det var helt sikkert ikke en ulykke, siger han.
/ritzau/dpa
/ritzau/dpa