Det var den klassiske David mod Goliath, da den italienske storklub Roma torsdag gæstede de norske mestre fra Bodø/Glimt i Nordnorge.
Roma gik ind til Conference League-kampen som klare favoritter efter to sejre i to forsøg, men de undertippede nordmænd lod sig ikke kyse af de italienske stjerner, som ledes af den normalt så selvsikre portugisiske træner Jose Mourinho.
Efter de 90 minutter stod der 6-1 på måltavlen, og ingen ville have løftet et øjenbryn, hvis det havde været Romas sejrscifre. Men det var i stedet Bodø/Glimt, der tromlede hen over italienerne og allerede efter 20 minutter var kommet foran 2-0 på det propfyldte Aspmyra Stadion.
Roma fik reduceret til 1-2, men den chokerende nedslagtning af det italienske storhold fortsatte efter pausen, hvor nordmændene fik puttet yderligere fire mål i kassen.
Efter kampen tog Jose Mourinho det fulde ansvar for det ydmygende nederlag, som han tilskriver mange ændringer i startopstillingen og en svær udebane med kunstgræs:
- Det er mit ansvar. Jeg ville give muligheden til spillere, der arbejder hårdt, men ikke spiller så meget. Jeg valgte at spare rigtig mange spillere, og på en kunstbane og i det her klima, tabte vi til et hold, der havde mere kvalitet end os, lød det fra Jose Mourinho.
Med sejren overtog Bodø/Glimt førstepladsen i gruppen. Det norske mesterhold har nu syv point efter tre kampe - efterfulgt af Roma med seks.