"Kurven er knækket. Der er igen flere unge, der kan se lyset og visionen i at tage en længerevarende uddannelse inden for IT."
Sådan siger Mette Lundberg, chefkonsulent i IT-Branchen, efter at nye tal viser, at 11 procent flere unge i år er begyndt på en videregående it-uddannelse på Danmarks universiteter.
Ifølge Mette Lundberg skyldes den stigende interesse for at læse it, at det ikke længere opfattes som nørdet at beskæftige sig med it.
"Vi har brudt nørdbilledet og fået fortalt de unge, at it også redder verden inden for f.eks. energi og sundhed," siger hun i en pressemeddelelse.
Den stigende interesse for it skyldes også, at it-branchen i 2007 tog konsekvensen af, at unge ikke tændte på et job-liv med it.
Der blev bl.a. etableret et website med rollemodeller og viden om it-karriereveje, choosedifferent.com, og sidste år introducerede branchen en it-uge i uge 46, hvor unge folkeskoleelever kan komme i praktik i en it-virksomhed.
Den praktikuge videreføres i år med succes.