En ny lov skærper fra i dag den 1. juni tilsynet med især polske, tyske og lettiske håndværksfirmaer, der i stigende grad udkonkurrerer danske kolleger på prisen.
Der er dog ét problem.
En stor del af det skærpede tilsyn er afhængigt af et nyt it-system, der tidligst vil være færdigt til oktober, skriver Jyllands-Posten.
Beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) beskyldes af byggebranchen for at sylte den nye lov, der skal gøre det langt sværere for udenlandske virksomheder at operere ulovligt i Danmark.
Den administrerende direktør for Dansk Byggeri, Lars Storr-Hansen, frygter, at loven reelt er udskudt på ubestemt tid.
"It-systemet har nu været under udvikling i to år, og intet tyder på, at ministeriet vil være færdigt den 1. oktober. Erfaringerne med udviklingen af offentlige it-systemer er jo ikke imponerende," siger Lars Storr-Hansen til Jyllands-Posten.
Han kalder det 'helt uacceptabelt', at en så væsentlig opstramning af tilsynet nu udskydes i mange måneder.
Flere end 3.000 udenlandske virksomheder vurderes at arbejde i Danmark.
Alligevel er der de seneste to år kun indberettet godt 775 konkrete arbejdsopgaver foretaget af udlændinge.
Ifølge de nye regler har både private og professionelle danske bygherrer fra i dag pligt til at kontrollere, om udenlandske firmaer, som de samarbejder med, bliver indberettet til Registret for Udenlandske Tjenesteydere, det såkaldte RUT-register.