Stein Bagger lavede mange krumspring for at skjule sandheden om sine forretningsmetoder for journalisten Dorte Toft, men hun bed sig fast og fik skovlen under ham til sidst.
Det er en god historie og inden længe kan den opleves som spændingsfilm.
Under hele forløbet har flere kilder refereret til historien som bedre end fiktion, og det har ifølge Ekstra Bladet nu fået filmproducenten Kim Magnusson til at købe rettighederne til Tofts bog og blog.
"Vi får en dybdeborende forklaring fra en af nøglepersonerne bag opklaringen af Stein Baggers bedrag. Samtidig er det den eneste af Stein Bagger bøgerne, der giver grundlaget for et godt filmprojekt," skriver Kim Magnusson i en pressemeddelelse.
En af sagens hovedpersoner, journalisten Dorte Toft synes godt om projektet.
"Min figur og Stein Baggers er jo også så ekstreme modsætninger, at det knapt kan opdigtes," siger Toft, der er spændt på at se, hvem der får hovedrollerne.
Endnu foreligger der ingen konkrete planer om projektet.