Politiet er nu i gang med at undersøge Hells Angels rolle i IT Factory-skandalen, og den kan meget vel have været særdeles væsentlig, mener Michael Hviid Jacobsen, der er forsker på Aalborg Universitet og en af landets førende eksperter inden for bandekriminalitet.
"Både fra IT Factory og rockernes side hersker der ønske om at sende penge til udlandet, samtidig med at rockerne gerne vil have blandet de penge, de har tjent på kriminalitet, med reelle penge, hvilket der har været gode muligheder for i IT Factory," siger han til Berlingske Tidende.
Derfor mener Michael Hviid Jacobsen, at det ville være oplagt for myndighederne at kigge nærmere på Stein Baggers venskab med Brian Sandberg. Og det er man allerede i gang med.
"Det giver alt andet end troværdighed og sætter selskabet i forbindelse med vold og narko. Det noterer vi os selvfølgelig og tager med i vores efterforskning," siger chef for Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter Kim Kliver om Baggers forbindelse til Sandberg.