Tyrkere i tusindvis har protesteret i gader over hele landet den seneste uge angiveligt forårsaget af, at regeringen har planer om at nedlægge en park og bygge et indkøbscenter ved Taksim-pladsen i det centrale Istanbul.
Nu slår byens borgmester imidlertid fast, at der ikke vil blive bygget et indkøbscenter på grunden.
- Vi har helt sikkert ingen planer om at bygge et indkøbscenter på stedet, eller et hotel eller boliger. Det kan blive et bymuseum eller et udstillingscenter, siger Istanbuls borgmester, Kadir Topbas.
Borgmesteren fastholder dog samtidig, at der vil blive bygget på grunden.
Balladen begyndte i slutningen af sidste uge, da aktivister forsøgte at stoppe fældningen af træer i parken, hvor planen er, at der blandt andet skal genopføres militærbygninger fra Det Osmanniske Rige.
Aktivisternes kamp for at redde Gezi-parkens 600 træer blev mødt af en voldsom reaktion fra politiet, som anvendte tåregas og vandkanoner for at sprede folkemængden.
Siden udviklede optøjerne sig og spredtes til byer over hele landet og til en generel modstand mod premierminister Recep Tayyip Erdogan og hans konservative regering.
Tre mennesker er døde som følge af sammenstødene mellem ordensmagten og demonstranterne. To aktivister og en politibetjent har mistet livet.
Istanbuls borgmester har fundet den forsonende tone frem. Han sagde, at planerne for parken vil blive udviklet "gennem dialog" og "antallet af træer, der skal fældes, kan begrænses".
/ritzau/AFP