Tøvejr, sol og plusgrader giver mulighed for en eftermiddag i naturen, men nyd det. I nat er der fare for, at det meste af Danmark bliver indhyllet i et tyndt lag is.
Meteorolog på TV2Vejret Mikael Jarnvig advarer om, at Jylland, Sjælland og Fyn er i farezonen for at blive omdannet til en skøjtebane.
"I nat kommer der noget sne forbi fra sydvest. Det breder sig mod nord, og en overgang vil det gå over i isslag. Det farlige er denne overgang, hvor det ser ud som om, det regner, men da temperaturen ved jorden ikke er fuldt med op, vil regnen lægge sig som is på vejen," fortæller Mikael Jarnvig til nyhedsbureauet Newspaq.
Isslag er populært sagt underafkølede regndråber, som danner et panser af is, når det rammer veje og fortove. Det drilske vejrfænomen tvinger derfor trafikanter, som skal ud i nat, til at være ekstra påpasselige. Dis og tåge vil derudover nedsætte udsynet fra førersædet betragteligt.
I morgen bliver vejret mindre dramatisk. Faktisk bliver de rimelig kedeligt. Lørdagen byder nemlig på gråvejr med temperaturer op til fire fem grader.