Det er ikke kun glatte gulve og farlige kemikalier, der udgør en sikkerhedsrisiko for ISS' 11.000 ansatte.
Også i posten er der nu opstået et alvorligt brud på sikkerheden, skriver tjek.dk.
Personlige oplysninger som cpr-numre og navne på 9.500 personer er nemlig forsvundet, oplyser administrerende direktør i ISS, Maarten van Engeland.
"Det er vores medarbejderes feriekort, som er mistet i forbindelse med, at en af vores leverandører har begået et sikkerhedsbrud og sendt et medie med oplysningerne med posten," siger Maarten van Engeland og understreger, at dette ikke er normal procedure for omgang med personfølsomme oplysninger hos ISS. Han ønsker ikke at oplyse, hvilket medie der er tale om.
Og cpr-nummer, navn, adresse og ferieoplysninger er informationer, der bestemt ikke bør falde i de forkerte hænder, lyder det fra Forbrugerrådet.
"Det er alvorligt. Her har vi en stor virksomhed, der ikke har styr på data-sikkerheden. I tilfælde af, at lyssky elementer får fat i de her cpr-numre plus de tilhørende navne, er der en reel risiko for, at de vil blive misbrugt," siger afdelingschef i Forbrugerpolitisk Center i Forbrugerrådet, Vagn Jelsøe.
Det såkaldte identitetstyveri har tidligere betydet, at personer har brugt oplysningerne til at købe varer, oprette bankkonti, overføre penge og tegne mobilabonnementer i andres navn. I enkelte tilfælde er der også blevet begået kriminalitet i den forurettede persons navn.
Hos ISS ser man da også yderst alvorligt på sagen, understreger Maarten van Engeland.
"Vi har gjort det, at vi har kontaktet både Finanstilsynet, som skal alarmere bankerne, Datatilsynet og den pågældende leverandør. Og så har vi fået indført skærpede procedurer, så medarbejderne bankkonti eksempelvis ikke kan kontrolleres alene med brug af cpr-nummeret," siger han.
De berørte medarbejdere har samtidig modtaget et brev fra ISS, som også har oprettet en hotline, hvor de ansatte kan ringe ind med spørgsmål.