Israelsk bestikkelsesskandale tæt på Olmert

Den israelske premierministers departementschef bliver afhørt i forbindelse med en bestikkelsesskandale.

En israelsk bestikkelsesskandale går tæt på premierminister Ehud Olmert. Tirsdag ransagede israelsk politi flere bygninger i Jerusalem blandt andre Olmerts departementschefs hjem. Departementschefen Shula Zaken blev senere på dagen ført til afhøring hos politiet med en sigtets rettigheder.

Ud over departementschefens hjem er flere af skattevæsenets kontorer og private virksomheder ransaget, og en række personer er blevet tilbageholdt.

Olmerts departementschef er mistænkt for at have udnævnt venner til poster i skattevæsenet mod at hendes bror fik store skattelettelser. Zakens bror er bestyrelsesmedlem af det højreorienterede Likud-parti og sidder i byrådet i Jerusalem.

De tilbageholdte i sagen er anklaget for skatteundragelse, bedrageri, bestikkelse og embedsmisbrug.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.