Israels krig mod Hizbollah-millitsen i sommer fik tidligt onsdag landets militærchef til at trække sig tilbage. Militærchefen, Generalløjtnant Dan Halutz, har været under pres, siden krigen endte 14. august 2006, uden at det lykkedes at redde to tilfangetagne israelske soldater ud af Libanon.
»Nu da krigens ekko er forstummet, har jeg besluttet at tage ansvaret,« skriver Halutz ifølge BBC i sin opsigelse.
Den militære ledelse i Israel er blevet kritiseret for dårlig planlægning i krigen mod Hizbollah. Halutz ventede for længe med at sætte landtropper ind, og da de blev sendt ind, var mange for dårligt udrustede, har kritikken lydt i israelske medier. To generaler i hæren har allerede trukket sig efter krigen.
Halutz’ opsigelse lægger yderligere pres på den israelske regering. Forsvarsministeren er fra flere sider blevet bedt om at tage et ansvar i sagen, og premierminister Ehud Olmert er i forvejen belastet af anklager om korruption.