Israeler får international bogpris foran dansker

Den israelske forfatter David Grossman modtager Man Booker International Prize foran danske Dorthe Nors.
Israelske David Grossman modtog onsdag aften prisen Man Booker International Prize for bogen "En hest kommer ind på en bar".
Israelske David Grossman modtog onsdag aften prisen Man Booker International Prize for bogen "En hest kommer ind på en bar". Foto: The Man Booker International Prize/Free

Forfatteren David Grossman fra Israel kan tage bogprisen Man Booker International Prize med sig hjem onsdag aften for bogen "En hest kommer ind på en bar".

Prisen gives til et værk, der er oversat til engelsk og udgivet i Storbritannien. Den blev overrakt ved en prisuddeling på Victoria and Albert-museet i London.

Vinderen får 50.000 pund - der svarer til 423.000 kroner - og skal dele præmien med personen, som har oversat bogen til engelsk.

David Grossman skal derfor dele de mange penge med amerikanske Jessica Cohen.

Danske Dorthe Nors var nomineret til prisen for bogen "Spejl, skulder, blink".

126 bøger blev oprindeligt indstillet til prisen. De blev siden reduceret til seks nominerede, der kunne løbe med prisen onsdag.

Det var en jury bestående af fem dommere, der gav prisen til "En hest kommer ind på en bar", som er bogens danske titel.

Bogen handler om den fiktive komiker Dovaleh Gee og udfolder sig under hans sidste optræden.

Om bogen siger Nick Barley, der var formand for juryen, at "David Grossman har forsøgt sig med en ambitiøs og højspændt roman og lykkedes med det".

Ud over Dorthe Nors var de andre nominerede norske Roy Jacobsen for bogen "De usynlige", argentinske Samanta Schweblin for "Redningsafstand", israelske Amos Oz for "Judas" og franske Mathias Enard for "Compass".

Sidste år vandt sydkoreanske Han Kang samme pris for bogen "Vegetaren".

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.