Israel kræver nu, at alle indrejsende skal i karantæne i 14 dage.
Tiltaget er trådt i kraft mandag for israelske borgere, der vender hjem fra en udlandsrejse, og fra på torsdag gælder reglerne også for alle udlændinge, der rejser ind i Israel.
Det siger premierminister Benjamin Netanyahu mandag.
- Enhver, der ankommer til Israel fra udlandet, skal i 14 dages isolation, siger Netanyahu i en videomeddelelse, han har lagt på Twitter.
Hans stab oplyser, at reglerne træder i kraft med det samme. Tiltaget gælder foreløbig i to uger.
- Det er en svær beslutning. Men det er afgørende for at beskytte folkesundheden, og folkesundheden kommer først, siger Netanyahu.
Fra torsdag vil udlændinge kun få lov at rejse ind i landet, hvis de kan bevise, at de har et sted at bo eller penge til et hotel, mens der er i karantæne i 14 dage, skriver israelske medier.
Karantænereglerne gælder ikke for folk, der allerede er indrejst i landet, forklarer generaldirektøren i sundhedsministeriet, Moshe Bar Siman Tov, ifølge avisen Jerusalem Post.
Han forklarer, at Israel har indført reglerne for at sikre, at antallet af smittede ikke stiger så hurtigt, at sundhedsvæsnet ikke kan følge med.
- Vi er klar over, at de økonomiske konsekvenser er dramatiske, men sundheden kommer i første række, siger han ifølge Jerusalem Post.
I forvejen har Israel indført nogle af verdens skrappeste rejserestriktioner i forsøget på at begrænse udbruddet af coronavirus.
Ifølge de regler, der har været gældende hidtil, skal rejsende fra en række asiatiske og europæiske lande i karantæne, når de ankommer til Israel.
Det har begrænset både rejser og handel og ventes at få konsekvenser for turistsektoren og økonomien generelt.
Hidtil har Israel konstateret 42 tilfælde af coronasmitte i landet, men ingen dødsfald som følge af virusset. Flere af de smittede har for nylig været på udlandsrejser.
/ritzau/Reuters