Den israelske hær har fået grønt lys til at hævne et palæstinensisk raketangreb mod den israelske by Sderot tirsdag.
Israel og palæstinenserne indgik ellers en våbenhvile for en måned siden, men alligevel har militante palæstinensere affyret flere end 60 raketter, og israelske styrker har gentagne gange stormet palæstinensiske huse og områder for at forhindre nye angreb. Den seneste måned er 15 palæstinensere blevet dræbt, og tirsdag svarede den militante, palæstinensiske gruppe Islamisk Jihad igen og fyrede en Qassam-raket ind over grænsen mellem Gaza og Israel til byen Sderot. To 14-årige drenge blev alvorligt såret.
»Vi har givet forsvaret lov til at foretage nålestiksoperationer mod de grupper, der affyrer raketter,« lød det onsdag i en pressemeddelelse fra den israelske premierminister, Ehud Olmert, skriver Reuters.
Han understreger dog, at Israel fortsat vil opretholde den generelle våbenhvile, og at de israelske myndigheder vil blive ved med at forhandle med palæstinenserne.