Den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, sendte tirsdag en af sine rådgivere til et møde med rabbineren Ovadia Yosef, der er åndelig leder af det ultraortodokse party Shas, for at vinde støtte til et angreb på Iran.
Ifølge israelske medier har Yaakov Amidror, som er leder af det Nationale Sikkerhedsråd, besøgt Yosef i dennes hjem i Jerusalem for at drøfte Iran.
Shas-partiet er med i Netanyahus regeringskoalition. Men hidtil har Yosef givet ministre fra Shas-partiet ordre til at gå imod et israelsk angreb på Irans omstridte atomprogram, medmindre det er koordineret med USA.
Ifølge politiske kommentatorer i Jerusalem og Tel Aviv har Netanyahu og forsvarsminister Ehud Barak ikke flertal i landets regering og i sikkerhedskabinettet til at give ordre til et angreb.
Derfor er det vigtigt for regeringslederen at vinde Shaspartiets støtte.
Og ifølge den israelske hærs radio er Yosefs modstand mod et israelsk militærangreb blevet mindre end tidligere. Radioen henviser til, at Yosef i weekenden sammenlignede Irans ledere med en af israelernes persiske fjender på Bibelenes tid.
- Vi er alle i fare, og vi kan ikke regne med andre end vor far, som er i himmelen, hedder det i et af citaterne fra Yosef.
Et flertal af israelerne er imod et ensidigt israelsk angreb på Iran. Ifølge en meningsmåling i denne måned er 61 procent mod et israelsk angreb, mens 27 procent er for.
Israelsk presse har i de seneste uger været fyldt med spekulationer om, hvorvidt Israel vil angribe Iran eller ej for at knuse det iranske atomprogram, som Israel, USA og Vesten mistænker har til formål at lave atomvåben.
/ritzau/AFP