For første gang i Israels historie er en muslim blevet en del af den jødiske stats regering. Raleb Majadele blev søndag indsat som minister uden portefølje, og hans hovedopgave bliver at mindste kløften mellem jøder og muslimer i Israel.
»Det første skridt er taget, og det har givet israelske arabere en følelse af at høre til her,« sagde Majadele til den israelske hærs radio, efter at han blev indsat i regeringen.
Omkring 20 procent af Israels befolkning er arabere, og muslimske grupper har i mange år klaget over dårlig behandling fra staten. En af de gennemgående klager hare været, at byer med mange arabere har fået relativt få penge af staten sammenlignet med jødiske byer.
»Det er et historisk skridt mod ligestilling og fred i regionen,« sagde forsvarsminister Amir Peretz fra det israelske arbejderparti efter indsættelsen, skriver Reuters.
Udnævnelsen af Majadele spredte dog ikke kun glæde blandt Israels arabere. Det palæstinensiske parti Balad protesterede nærmest.
»Udpegelsen er imod de arabiske borgeres rettigheder i Israel og skader kampen mod racisme, skrev Balad i en pressemeddelelse.
Majadele blev indstillet til ministerposten af arbejderpartiet, efter en af partiets ministre forlod sin post, fordi det ultranationalistiske parti Yisrael Beitenu blev en del af regeringen i oktober. Den eneste i regeringen, der stemte imod Majadeles udnævnelse, var ministeren Avigdor Lieberman fra Yisrael Beitenu.
Flere politiske kommantatorere spekulekulerede søndag i, at udpegelsen af Majadele kan føre til en regeringsrokade de kommende uger.