Israel vil "omgående" stoppe elforsyningen til Gazastriben. Det meddeler landets energiminister, Eli Cohen, søndag ifølge avisen Jerusalem Post.
Cohen tilføjer, at det er en måde at presse den palæstinensiske Hamas-bevægelse til at udlevere de resterende israelske gidsler.
58 gidsler - hvoraf 34 menes at være døde - er stadig i Hamas' varetægt.
- Vi vil bruge hvert eneste redskab, vi har, for at sikre, at vores gidsler vender hjem igen, og at Hamas ikke er i Gaza efter krigen, siger han ifølge avisen.
Ministeren har søndag underskrevet en ordre om at lukke for strømmen til det palæstinensiske område.
Blandt andet er det nødvendigt med elektricitet fra Israel for at sikre drikkevand til befolkningen i Gazastriben.
Tiltaget kommer, en uge efter at Israel har blokeret for nødhjælp til Gazastriben.
Det skete også ifølge Israel for at lægge pres på Hamas, efter at første fase af en våbenhvile mellem parterne var udløbet.
Hamas afviste at forlænge aftalen på Israels præmisser.
Mandag advarede den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, om, at Hamas vil opleve konsekvenser, gruppen "ikke kan forestille sig", hvis den ikke frigiver de sidste gidsler.
Hjælpeorganisationer har advaret om, at Israels beslutning om at stoppe nødhjælpen vil få alvorlige konsekvenser for de omkring to millioner indbyggere i Gazastriben.
Krigen mellem Israel og Hamas brød ud 7. oktober 2023, da Hamas i de tidlige morgentimer trængte ind i Israel og dræbte omkring 1200 mennesker.
251 andre blev tvunget med til Gazastriben, hvor nogle stadig holdes som gidsler.
Samme dag indledte Israel en omfattende militæraktion, der til dato har kostet over 48.000 mennesker livet i Gazastriben.
/ritzau/