Den israelske regering har ikke tænkt sig at forhandle med den nye palæstinensiske samlingsregering. Det siger en talsmand for det israelske udenrigsministerium torsdag ifølge AP.
Samtidig opfordrer Israel det internationale samfund til heller ikke at samarbejde med den nye regering. Udmeldingen kommer samme dag som de to ledende palæstinensiske partier, Hamas og Fatah, efter flere måneders forhandling offentliggjorde samlingsregeringen.
Ifølge den israelske talsmand Mark Regev lever regeringen ikke op til internationale krav om, at den skal tage afstand fra vold, at den skal anderkende Israels ret til at eksistere samt at den skal respektere de aftaler, som tidligere palæstinensiske regeringer har indgået med Israel.
"Som følge af dette vil Israel ikke forhandle med den nye regering, og vi håber at det internationale samfund vil stå fast på dets egne principper og nægte at have noget at gøre med en regering, der siger nej til fred og nej til forsoning," sagde Mark Regev ifølge AP.