Israel: Hizbollah bag angreb i Bulgarien

Irans forlængede arm, Hizbollah fra Libanon, står bag bombeangreb i Bulgarien, siger Israels premierminister.

Selvmordsangrebet i en bus ved en bulgarske lufthavn med seks dødsofre, hvoraf fem er israelere, er udført af den libanesiske Hizbollah-bevægelse i samarbejde med Iran, oplyser den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

- Angrebet i går i Bulgarien er begået af Hizbollah, Irans førende terrorhåndlanger, siger han under en pressekonference i Jerusalem, hvor han beskriver den libanesiske milits som Irans forlængede arm.

Angrebet var en del af "en verdensomspændende terrorkampagne, udført af Iran og Hizbollah", som har ramt "et dusin lande på fem kontinenter", siger han.

Det internationale samfund må gøre sig det klart, at det var Iran, der stod bag dette angreb og må derfor gøre alt, hvad der er muligt, for at forhindre styret i Teheran i at få adgang til atomvåben, fremhæver Netanyahu.

- Alt skal gøres for at forhindre Iran, verdens farligste regime, i at udvikle verdens farligste våben, siger han.

Israel vil fortsætte med at bekæmpe terror, siger han og gør det klart, at den jødiske stat vil lade dem, der støtter terror og Iran, betale en høj pris.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.