Natten til torsdag måtte endnu en politisk leder i Israel Benny Gantz opgive at danne regering efter valget i Israel i september.
Gantz, der står i spidsen for midterpartiet Blåt og Hvidt, måtte levere sit mandat tilbage til præsident Reuven Rivlin. Det åbner for et tredje parlamentsvalg inden for et år.
Inden Gantz blev overdraget opgaven med at samle en koalitionsregering, var det slået fejl for den fungerende premierminister, Benjamin Netanyahu, at samle nok stemmer til et dueligt regeringsflertal.
Begge kandidater fik 28 dage til opgaven.
Det betyder nu, at andre i parlamentet vil få en frist på 21 dage til at finde et alternativt flertal. Det er uden fortilfælde i Israels historie.
Gantz takkede præsident Rivlin for hans støtte, og han lovede, at han ikke har opgivet forsøget på at danne regering. Det vil han fortsætte med de næste 21 dage.
- I den tid vil jeg være til rådighed for direkte, substantielle og hurtige forhandlinger med henblik på at danne en regering, som vil føre os ud af den lammelse, som blokbyggere har påført os, sagde han sent onsdag.
Samme vilje til at udnytte de næste 21 dage gav Netanyahu udtryk for.
Men meget peger lige nu mod det tredje valg siden april.
- På mange måder er denne tilstand med et politisk dødvande uden fortilfælde i Israel, siger Ofer Kenig fra Israels Institut for Demokrati.
- Landet har aldrig haft to valgrunder så tæt på hinanden. Der har aldrig været en overgangsregering på plads for så lang en periode. Og der har aldrig været så mange gensidige vetoer mellem koalitionspartnere, påpeger han.
Avigdor Liberman fra det højreorienterede og sekulære parti Beiteinu, der lige nu anses som kongemager i israelsk politik, meddelte onsdag, at han ikke kan støtte hverken Netanyahu eller Gantz som premierminister.
Han gav begge politikere skylden for, at det ikke er lykkedes. Det er ikke politiske uoverensstemmelser mellem de to - men personlige, som er årsagen.
/ritzau/dpa
/ritzau/dpa