Palæstinensiske grupper har i øjeblikket så travlt med at bekrige hinanden, at ingen af dem har tid til at forhandle med Israel om en fredelig løsning på konflikten mellem de to lande. Den palæstinensiske præsidents Fatah-bevægelse har tidligere været åben over for fredsforhandlinger med Israel, men har i de seneste måneder været mere optaget af at slås med Hamas, der ikke anerkender Israel og derfor afviser at forhandle med israelerne.
Selvom Israel godt ved, at der skal skabes fred mellem de to rivaliserende palæstinensiske grupper, før nye fredsforhandlinger mellem Israel og palæstinenserne kan finde sted, har man ikke tænkt sig at gribe ind i den palæstinensiske strid.
»Vores indblanding vil ikke hjælpe. Tværtimod vil det betyde, at de angriber Israel i stedet. Vi må lade Gazas indbyggere klare det selv,« sagde Israels vicepremierminister Shimon Peres i et radiointerview.
Lederen af Hamas, Khaled Mashaal, den palæstinensiske premierminister Ismail Haniyeh og præsident Mahmoud Abbas skal på tirsdag mødes i Mekka for at finde en løsning på striden mellem de to rivaliserende grupper.
Siden torsdag er 28 mennesker blevet dræbt og flere end 230 blevet såret i kampe mellem Hamas og Fatah.