I en af de nærmeste dage vil Israel og palæstinenserne nedsætte en fælles komité, der skal diskutere fangeudvekslinger. Det sagde Israels premierminister Ehud Olmert på et pressemøde mandag aften.
Palæstinenserne har krævet at få løsladt op mod 1.000 palæstinensiske fanger til gengæld for at sætte den israelske soldat Gilad Shalit på fri fod. Shalit blev taget til fange af palæstinenserne i sommer, og siden har der været intensive forhandlinger for at få ham løsladt igen.
Olmert udtaler, at han vil være villig til at løslade et stort antal fanger for at få Shilad løsladt. Men på ét punkt får palæstinenserne ikke deres vilje. Olmert afviste nemlig ifølge Reuters at løslade den fængslede Fatah-leder Marwan Barghouti, som afsoner en livstidsdom for at stå bag angreb på israelere.