Banken, der blandt andet ejer FIH Erhvervsbank i Danmark, er blevet overtaget af det islandske finanstilsyn. Det sker for at sikre den islandske banksektor, skriver finanstilsynet, FME, i en pressemeddelelse.
FME oplyser, at alle indenlandske indskud i banken bliver fuldt garanteret.
Med torsdagens beslutning er Islands tre hovedbanker nu helt eller delvist blevet nationaliseret, og flere af de kriseramte islandske banker kan opleve samme skæbne, vurderer økonomiske iagttagere ifølge RB-Børsen.
Finanstilsynet i Island har tidligere sat den næststørste bank, Landsbanki, og den tredjestørste, Glitnir, under administration.
Det er endnu uvist, hvad beslutningen om en overtagelse af bankerne kommer til at betyde for de udenlandske bankkunder.
Den islandske regering forhandler i øjeblikket med Rusland om et kæmpelån, der skal forhindre en egentlig statsbankerot.
FIH-direktør Henrik Sjøgreen siger torsdag morgen til borsen.dk, at han ikke ser mange andre muligheder, end at banken bliver solgt efter nationaliseringen af Kaupthing Bank.
/Newspaq/