Værdifuld havnekultur går tabt, fordi de danske havne er ved at blive ødelagt af boligbyggere. Især Islands Brygge og Nyborg Havn er skræmmeeksempler på havne uden liv. Det mener en havneekspert og han støttes af en havnehistoriker og flere andre, skriver Jyllands-Posten.
»Det er alt for ensidigt udelukkende at fokusere på boliger med god udsigt. Havnen kan være det perfekte sted at bo, men kun hvis den er helstøbt og fungerer som en del af byen. Boligerne bør have en langt mindre rolle, end vi ser i dag. Derfor vil jeg opfordre politikerne til at tøve en kende, inden de nedlægger de gamle erhvervshavne og konverterer dem til boligområder,« siger direktør Thomas Martinsen fra Bygningskultur Danmark til Jyllands-Posten.
Havneekspert Søren Møller Christensen, der er partner i konsulentfirmaet Carlberg & Christensen, har udarbejdet flere rapporter om havnene. Han mener ligesom havnehistorikeren og museumsinspektøren Ole Mortensøn fra Langelands Museum, at skræmmeeksemplerne er Islands Brygge og Nyborg Havn.