Imod alle odds er de islandske håndboldherrer videre til mellemrunden ved VM i Tyskland. Kravet var en storsejr over Frankrig, og det syntes noget urealistisk set i lyset af, at Frankrig havde tævet Ukraine 32-21, mens Island havde tabt 32-29 til østeuropæerne.
Men øboernes kræfter kom åbenbart først, da de stod med ryggen mod muren. Mandag aften slog Island således Frankrig 32-24.
Dermed fik både Island, Frankrig og Ukraine fire point i gruppe B, men på grund af den indbyrdes målforskel blev Island puljevinder, mens Ukraine må spille Presidents Cup om de sekundære VM-placeringer.