Om det er den ekstra dyre kaffe eller den billige nescafé, finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) i dag serverer for Islands finansminister, Steingrímur Sigfússon, vides ikke.
Men sikkert er det, at den islandske minister trænger til noget at varme sig på efter vulkanøens voldsomme økonomiske problemer. Derfor aflægger han fredag eftermiddag besøg i det danske finansministerium, hvor han skal forsøge at få et nyt lån med hjem i flyet, skriver politiken.dk.
Sigfússon skal give finansministeriet en redegørelse af den økonomiske situation på Island og samtidig forsøge at overbevise Claus Hjort og resten af den danske regering om, at der ikke er nogen risiko ved at udlåne penge til landet.
Island har allerede lånt 600 millioner kroner af Danmark, men er blevet lovet et lån på op til 3,5 milliarder kroner. Men for at få adgang til de penge, skal Danmark altså have en økonomisk garanti.
Derudover skal Island leve op til sine internationale forpligtelser, og det ser svært ud lige nu, efter at landets præsident nedlagte veto mod en lov, der tvinger Island til at betale 27 milliarder kroner tilbage til Storbritannien og Holland over de næste 14 år.
Tidligere på dagen var Sigfússion i Oslo for at tale med Norges finansminister, og i flyet på vej til Danmark gennemførte han en telefonkonference med finansministeren i Sverige.