For fjerde dag raser kampene i Somalia og det ser ud til, at en krig er begyndt i det plagede afrikanske land, som ligger på Afrikas Horn. Oprørsbevægelsen De Islamiske Domstole oplyser, ifølge AFP, at de har vundet en af regeringens forposter fra etiopiske styrker.
Nabolandet Etiopien har sendt tropper til landet for at beskytte regeringen med premierminister Ali Mohamed Gedi i spidsen.
Somalia har været plaget af lovløshed og borgerkrig i årevis. UIC har de seneste år overtaget kontrollen med det meste af landet, og regeringen er tvunget fra hovedstaden Mogadishu til byen Baidoa. Den er i Somalia kendt som »Dødens By« opkaldt efter en hungersnød i 1992. Men nu er det en anden slags død, som nærmer sig byen. Et ultimatum fra UIC om at Etiopien skulle trække sine tropper ud af landet udløb tirsdag, og onsdag startede kampene så.
UIC opfordrer alle muslimer til at komme til Somalia og kæmpe med dem i hellig krig, mens regeringen opfordrer regeringer rundt omkring til at gribe ind.
Både Den Afrikanske Union og FN opfordrer begge sider til at lægge våbnene og finde en fredelig løsning på konflikten.