Efter flere dages vedvarende kampe i Somalia trak militsen De Islamiske Domstole sig tirsdag tilbage fra fronten. Den somaliske regering, som er støttet af etiopiske styrker, jublede og meddelte, at målet nu er at generobre hovedstaden Mogadishu, som islamisterne overtog kontrollen med i juni.
Men tilbagetrækningen er blot en del af en ny taktik, hævder De Islamiske Domstole og lover, at krigen vil fortsætte længe endnu.
»Siden Etiopien begyndte at bruge luftangreb og tungt artilleri, har vi ændret vores taktik,« siger en talsmand for De Islamiske Domstole ifølge BBC.
På en pressekonference tirsdag sagde Etiopiens premierminister, Meles Zenawi, at hans lands styrker har dræbt over 1000 somaliske soldater og »knækket ryggen« på De Islamiske Domstoles styrke ved regeringsbyen Baidoa.
»Vi er allerede halvt færdig med vores mission, og når vi færdiggør den anden halvdel, vil vores tropper forlade Somalia,« sagde Meles ifølge Reuters.
Tirsdag aften indkaldte FN’s Sikkerhedsråd til ekstraordinært møde om situationen i Somalia.