USA s præsident er blevet myrdet!
I hvert fald i et børneprogram, som den palæstinensiske organisation Hamas tv-kanal, Al-Aqsa TV, i Gaza har offentliggjort.
Her bliver en dukkeudgave af præsidenten stukket ned af en drengedukke som hævn. Drengedukken skal forestille at være en palæsinensisk dreng, hvis familie er blevet myrdet af amerikanske og israelske soldater.
I programmet, der blev vist søndag, ser man drengen konfrontere George W. Bush med en lang række anklager. Blandt andet drabet på drengens far i Irak, moren i Libanon og hans brødre og søstre i Gaza.
Bush beder for sit liv, men drengen stikker ham ihjel efter at have erklæret, at Det Hvide hus er blevet forvandlet til en moske.
Se klippet her:
Den palæsinensiske Hamas-bevægelse står på EU s og USA s terrorliste.
Ikke første gang
Det er ikke første gang, at Hamas spreder voldelig propaganda mod Vesten. For blot fem uger siden viste tv-kanalen en lyserød kanin, der lovede død over danskerne, hvis de vovede at bringe Muhammed-tegningerne igen.
- Hvis de gør det igen, vil vi slå dem ihjel, ikke? Jeg vil bide dem og æde dem, ja!, sagde kaninen for åben skærm.
Derefter ringede et lille barn ind til tv-showet. Mens der blev vist billeder af den danske tegner Kurt Westergaard på skærmen, sagde barnet:
- Han er kriminel. Ligemeget hvor meget han prøver at gemme sig, vil vi finde ham og slå ham ihjel.
Tv-direktøren undskyldte senere programmet.