En tyv i det nordlige Mali har fået hugget en hånd af af islamister, der kontrollerer det nordlige Mali. Det siger en leder for den militante oprørsgruppen MUJAO, Mohamed Ould Abdine.
Der er tale om den første amputation, siden militante islamister tog kontrol over det meste af det nordlige Mali for fire måneder siden.
- Ja. Jeg kan bekræfte, at vi anvendte sharialoven i Ansongo. En tyvs hånd er hugget af. Det kræver sharia, siger oprørslederen og føjer til, at det "er guds lov".
En lokal regeringsembedsmand i byen Gao bekræfter håndsafhugningen. Han siger, at tyven havde stjålet en motorcykel.
Straffen blev udført tre dage efter, at lokale indbyggere i Gao havde forhindret islamisterne i at hugge hånden af en anden påstået tyv.
Det er anden gang inden for kort tid, de islamistiske magthavere anvender sharialove for at straffe personer, der har forbrudt sig mod strenge religiøse love, som islamisterne har indført.
I slutningen af juli blev et ugift par stenet til døde i byen Aguelhok, fordi de havde forbrudt sig mod sharialove.
De militante islamister har taget kontrol over det nordlige Mali under det kaos, der opstod i det nordafrikanske land efter et statskup i hovedstaden Bamako den 22. marts.
Eksperter siger, at islamisterne har tætte kontakter til terrorbevægelsen al-Qaeda, og at de ny magthavere i Nordmali udgør en stor trussel for de omkringliggende lande i Nordafrika.
/ritzau/AFP