Mindst to mennesker mistede livet, og 11 blev såret, da en bilbombe tirsdag eksploderede i byen Tal Afar i det nordlige Irak.
- En bilbombe eksploderede nær en café i distriktet Ras al-Jadah, oplyser en lokal embedsmand til nyhedsbureauet AFP.
Få timer senere tog Islamisk Stat (IS) skylden for angrebet. Det skete i en erklæring på jihadisternes nyhedsmedie Amaq.
Tal Afar, der ligger 80 kilometer vest for storbyen Mosul, har tidligere været under Islamisk Stats kontrol. Det var herfra IS rekrutterede flere af sine ledere.
Byen har cirka 200.000 indbyggere. Siden den amerikanske invasion i Irak i 2003 har byen i en række år været ramt af blodige opgør mellem sunnimuslimer og shiamuslimer.
Tal Afar kom under IS' kontrol i 2014, da jihadisterne under en hastig offensiv underlagde sig store del af det nordlige Irak.
Men IS blev fordrevet fra byen i august 2017 under den irakiske hærs store modoffensiv. Det var en operation, der blev støttet af den amerikanske hær.
Siden har byen været svært bevogtet, og der har været forholdsvis fredeligt siden da.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuter