Et par civile filippinere blev torsdag aften tvunget til at aflevere en ubehagelig gave til to militærlejre: Hovederne af i alt syv personer.
De syv personer blev mandag kidnappet i byen Parang. De var alle kristne bygge- og fabriksarbejdere. De blev kidnappet af den fundamentalistiske Abu Sayyaf-gruppe, som er Filippinernes svar på al-Qaeda. Ifølge BBC tæller gruppen kun omkring 400 medlemmer. Trods det beskedne antal medlemmer har den formået at arrangere adskillige bombeattentater og kidnapninger de senste år.
Filippinernes regering har i flere år bekæmpet gruppen, og halshugningerne er angiveligt hævn over drabet på en af Abu Sayyafs ledere. Filippinernes præsident fordømmer handlingen.
- Abu Sayyafs terror-handling vil blive straffet, siger præsident Gloria Macapagal Arroyo til BBC.
Ligene af de syv mænd blev fredag fundet i en landsby i området.