Efteråret skruer bissen på og viser sig mandag morgen fra sin koldeste side.
Det kan derfor godt betale sig at stå lidt tidligere op, hvis man nå på job til tiden. Der er nemlig udsigt til efterårets hidtil koldeste nat og dermed mulighed for glatte veje, skriver TV2 Vejret.
Efter dage med skyer og regn vil en højtryksryg passere ind over landet vestfra i løbet af aftenen og natten. Det betyder klart og vindstille vejr - og dermed også lave temperaturer.
Temperaturen forventes at komme ned på 2-3 frostgrader flere steder i de indre dele af Jylland.
På Øerne bliver det formentlig knap så koldt, men dog koldt nok til, at der også her skal skrabes is af bilruden mandag morgen. De lave temperaturer giver mulighed for rim- og isglatte veje.
Newspaq