Der er iskold luft mellem advokaterne Susanne Fryland og Johan Schlüter i Københavns Byret fredag. De to var ellers nære samarbejdspartnere i over 20 år.
Begge er anklaget for at have snydt deres kunder i film- og medieverdenen for mere end 100 millioner kroner.
Men da sagen for alvor begyndte at rulle indgav Johan Schlüter en politianmeldelse mod Susanne Fryland.
Sammen med sin partner Lars Halgren fortalte han, at Susanne Fryland ene var ansvarlig for det store bedrag.
- På vegne af Schlüter og Halgren indgives politianmeldelse mod Susanne Fryland for groft underslæb og bedrageri begået over for kontorets mangeårige kunder, refererede anklageren tirsdag.
I retten fredag ankom Johan Schlüter og Susanne Fryland som nogle af de første. Dermed endte to tidligere kompagnoner - Schlüter har endda omtalt Fryland som en slags papdatter - ved siden af hinanden.
Ikke et blik blev vekslet, og ikke et ord blev sagt mellem dem.
- Vi har haft en tæt relation, da vi har en familiær forbindelse, siger Susanne Fryland, der siden sin eksamen i 1992, hvor hun blev jurist, har arbejdet under og med Johan Schlüter.
I 10 år sad de to "op og ned ad hinanden" ifølge Susanne Frylands forklaring, og fra 2002 til 2015 havde de så godt som daglig kontakt. Det ændrede sig med Johan Schlüters politianmeldelse af hende.
- Vi har ikke talt sammen. Eller så godt som ikke talt sammen siden 2015, siger Susanne Schlüter.
Fredag afgiver Susanne Fryland sin forklaring af, hvad der skete i sagen, der er endt med anklager om bedrageri, potentiel fængselsstraf og et erstatningskrav på 100 millioner kroner.
Johan Schlüters advokatselskab havde i årevis til opgave at indkræve og fordele penge fra rettigheder til store mængder tv- og filmindhold, der er ejet af foreningerne CAB og Filmnet under Producentforeningen.
Men i 2015 blev den kendte advokat politianmeldt sammen med partnerne Susanne Fryland og Lars Halgren.
Det var Producentforeningen selv, der blev opmærksom på mulige uregelmæssigheder, og startede en advokatundersøgelse. Den endte med en politianmeldelse.
Johan Schlüter og Susanne Fryland er tiltalt for at have faktureret CAB og Filmnet for 115 millioner kroner mere, end de havde ret til.
Begge er også tiltalt for at have brugt kundernes retmæssige penge på sig selv.
De to og partneren Lars Halgren er tiltalt for at have afgivet falske regnskaber, og alle tre er tiltalt for skyldnersvig ved at forsøge at trække værdier ud af deres selskab, da sagen begyndte at rulle.
/ritzau/