De danske isfightere kan glæde sig over, at NHL-stjernen Mikkel Bødker endelig er klar til at komme til VM i ishockey til maj.
Efter en god telefonsamtale med danskerens klub, Phoenix Coyotes, har landsholdets general manager Kim Pedersen fået overtalt amerikanerne til at lade Bødker tage til VM. Phoenix Coyotes har nemlig udspillet sin rolle i denne sæson i verdens stærkeste ishockeyliga.
"Mikkel kommer til København mandag og tager med landsholdet til tirsdagens kamp i Vojens mod Frankrig," siger Kim Pedersen til Sporten.dk.
Den 21-årige offensivspiller blev stoppet af sin klub, der ikke ville lade ham rejse med landsholdet. Den samme skæbne har overgået Frans Nielsen, der har fået forbud mod at tage til VM.
Den unge spiller glæder sig enormt over, at han nu kan trække den rød-hvide trøje over ishockeyudstyret.
"Det er ikke altid en mulighed at komme hjem, men når det kan lade sig gøre, er det altid en ære at spille for landsholdet," siger Mikkel Bødker til Sporten.dk
Danmark spiller den sidste testkamp i Vojens før VM på tirsdag mod Frankrig.
Kilde: Sporten.dk.