Den store ishockeynation Tjekkiet risikerer at gå glip af en plads i kvartfinalerne ved VM efter endnu en VM-skuffelse.
Mandag aften tabte de tjekkiske favoritter med hele 2-5 til Schweiz, der overraskende fører Danmarks VM-pulje.
Dermed har tjekkerne tabt to af holdets foreløbige tre VM-kampe, efter at holdet i lørdags blev slået med 1-2 i Stockholm af de svenske VM-værter.
Schweiz gør det derimod forrygende og topper gruppe S med syv point. Norge har på andenpladsen seks point efter to kampe.
Meget tyder derfor lige nu på, at enten Canada, Sverige eller Schweiz - tre af VM-favoritterne - risikerer at gå glip af en plads i kvartfinalerne.
Tjekkiet har i mange år været en af de dominerende lande i international ishockey. Tjekkerne har siden 1996 vundet seks VM-titler, senest i 2010.
Ved de to seneste VM-turneringer har Tjekkiet vundet bronze.
Danmark indtager sidstepladsen i gruppe S og møder tirsdag Slovenien i en kamp, der meget vel kan blive afgørende for danskernes overlevelse i A-gruppen.
/ritzau/