Forud for aftenens kamp mod Hviderusland lover landstræneren Per Bäckman, at det danske ishockeylandshold vil gøre alt for at få en plads i kvartfinalen ved VM i Tyskland.
"Vi har afgørelsen i egne hænder. Jeg kan garantere, at vi vil arbejde hårdt og sælge os dyrt," siger han til sporten.dk.
Samme optimisme kan man spore hos landsholdets veteran Kim Staal, som godt nok har bugt mest tid på bænken i de sidste par kampe.
"Det var dejligt at være med igen. Selvfølgelig har jeg været skuffet, men jeg forstår godt trænernes dispositioner. Jeg har haft det svært efter flere skader og er ikke på topniveau. Spiller jeg i morgen, klør jeg på det bedste, jeg har lært," siger Kim Staal.
Indtil videre har ishockeylandshold under ledelse af Per Bäckman haft et fantastisk VM. Først vandt landsholdet overraskende åbningskampen mod Finland med hele 4-1. Så slog holdet USA med 2-1 på et mål i overtiden. Derefter skuffede holdet en anelse med et nederlag til hjemmeholdet Tyskland, som slog danskerne med 1-3.
I mellemrunden fortsatte Danmark det flotte spil med en sejr på hele 6-0 over Slovakiet. Gårsdagens kamp mod Rusland blev dog for stor en mundfuld og endte med et nederlag på 1-6. Danmark har dog så mange point med i mellemrunden fra det indledende gruppespil, at uafgjort mod Hviderusland i aften vil være nok til at gå videre.