Aldrig har der været så lidt is omkring Arktis. I hvert fald ikke i de 30 år, man nøje har overvåget havisens udbredelse ved hjælp af satelliter.
Det oplyser den europæiske rumfartsorganisation, ESA, som påpeger, at havisens smeltning nu gør det muligt at bruge den såkaldte Nordvestpassage mellem Atlanterhavet og Stillehavet, som vil være langt kortere, og billigere, end via Panama-kanalen.
- Vi kan konstatere, at det område, der er dækket af havis, er skrumpet ind til at udgøre tre millioner kvadratkilometer, hvilket er en hel million kvadratkilometer mindre end i 2005 og 2006, hvor det hidtil laveste isdække er registreret. De seneste ti år er det isdækkede område i gennemsnit blevet reduceret med 100.000 kvadratkilometer per år, så et fald på en million kvadratkilometer på et enkelt år er helt ekstremt, siger Leif Toudal Pedersen fra Danmarks Rumcenter.
- Den hurtige reduktion af havisen på et enkelt år, betyder, at isen i sommerhalvåret måske er helt væk i løbet af kort tid, og derfor bliver vi nødt til så hurtigt som muligt at finde ud af, hvad årsagerne er og hvilke processer, der er involveret, siger han.
Klimaforskerne anser blandt andet udledningen af drivhusgasser som en af årsagerne til havisens smeltning.