Kong Vinter skal blive i Danmark mindst en uges tid endnu, før Søværnets store isbrydere skal i brug.
Situationen er nemlig langtfra så alvorlig, at de er nødvendige. Det siger Kenneth Nielsen, der er presseofficer i Søværnets Operative Kommando (SOK).
"Alle andre end Søværnet snakker tilsyneladende om isvinteren. Men der er vi altså ikke endnu," siger han til Newspaq.
Først i slutningen af denne uge kan der måske blive brug for at lave sejlrender igennem isen - men det vil ikke være en opgave for Danbjørn, Isbjørn og Thorbjørn, som isbryderne er døbt.
"Hvis frosten fortsætter, så skal der til den tid brydes is i de indre danske fjorde. Men til den opgave vil man primært bruge mindre slæbebåde. Der er ingen grund til at tage de store isbrydere i brug til den opgave," siger han.
Isbryderne gemmes i stedet til de opgaver, som de er rigtig gode til.
"De store isbrydere skal lave sejlruter gennem de åbne farvande, så skibstrafikken ikke hober sig op - og selvfølgelig også sikre ruter ind til nogle af de danske havne. Men de små havne skal holdes fri af mindre slæbebåde," siger han.
Søværnet har tre store isbrydere i Danmark. De var sidst i brug herhjemme i 1995.