Tirsdag eftermiddag måtte brandbiler, ambulancer og lægebil rykke ud til en brand på havnen i Esbjerg.
Årsagen var en kraftig brand på en af de to gamle isbrydere, der ligger i Esbjerg Havn. Det står ikke klart, om der er tale om "Isbjørn" eller "Danbjørn". De udtjente skibe tilhører virksomheden Smedegaarden A/S.
Røgudviklingen kan ses over havnen i Esbjerg, og ifølge presse-fotos.dk er branden startet i skibets olietank.
Jens Mølgaard, der er beredskabschef ved Sydvestjysk Brandvæsen, oplyser til jv.dk, at man "har en del styrker" på havnen for at få bugt med branden.
De to skibe blev købt af Smedegaarden Ship Recycling til ophugning, og i januar blev der afholdt auktion over inventar fra de to isbrydere, der var i brug sidste gang i vinteren 1995-1996. Blandt de udbudte effekter var blandt andet designmøbler fra 1960'erne fra kendte danske arkitekter som f.eks. Børge Mogensen.