Besøgende i Berlins zoologiske må forgæves spejde efter den verdensberømte isbjørneunge Knut. Den fire en halv-måneder gamle unge er nemlig blevet syg og får nu antibiotika, skriver AP.
- Lige nu hviler han sig på et tæppe og sover. Han er taget af scenen , og vi holder øje med ham, siger dyrlæge Andre Schuele til AP.
Knut har ellers begejstret de besøgende i den zoologiske have, siden han blev vist frem til offentligheden sidste måned.
Tandpine
Siden Knut blev vist frem første gang, er besøgstallet i haven fordoblet til 15.000 om dagen. De kommende dage må de besøgende undvære Knut, men isbjørneungen lider blot under det samme som alle børn oplever.
Knut har nemlig ondt i tænderne:
- Han er ved at få sin øverste, højre hjørnetand, siger Andre Schuele.