Dødstallet efter et bombeangreb søndag ved et politisk møde i Pakistan er steget til 54.
Det oplyser pakistansk politi mandag ifølge nyhedsbureauet AFP.
23 af de døde er under 18 år ifølge politiet.
Tidligere var dødstallet 45 ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Eksplosionen fandt sted søndag ved et politisk møde i Bajaur Khan-distriktet, der ligger i provinsen Khyber Pakhtunkhwa. Provinsen grænser op til Afghanistan.
Den militante islamistiske gruppe Islamisk Stat har ifølge Reuters via sin konto på det sociale medie Telegram taget skylden for angrebet.
Angrebet blev udført af en selvmordsbomber, udtalte provinsens sundhedsminister, Riaz Anwar, søndag.
De fremmødte var samlet til et politisk møde, som det radikale islamistiske parti Jamiat Ulema-e-Islam-Fazl (JUI-F) afholdt.
24-årige Sabeeh Ullah, som var til stede og fik et brud på armen, fortalte til nyhedsbureauet AFP, at folk ventede på partiets ledelse, da der kunne høres et "højt brag på stedet".
- Pludselig lå jeg ved siden af én, som havde mistet sine lemmer, sagde han.
Der var over 400 medlemmer og tilhængere samlet i et telt, hvor det islamiske parti holdt møde.
Siden Taliban tog magten i nabolandet Afghanistan i august 2021, er mængden af angreb steget i Pakistan. Særligt mod politiet.
Pakistan ventes at skulle til valg enten i oktober eller november. Politiske partier er allerede ved at forberede deres kampagner.
/ritzau/