Red Barnet i Odense har indgået en utraditionel alliance med OB og isfirmaet ParadIS i bestræbelserne på at mønstre 400 børn og voksne som indsamlere, når den humanitære organisation afholder sin store Angola-landsindsamling søndag den 9. september.
»Vi tror, at mange forældre godt vil lære deres børn at gøre en forskel for andre børn i verden, som ikke har det godt. Derfor vil vi motivere forældre og børn til at samle ind sammen,« siger Jan Due-Christensen fra Red Barnets lokalkomité.
»En lækker is som belønning kan jo godt hjælpe de små fødder lidt på vej,« siger han om ordningen, som inkluderer en is fra butikken på Mageløs og to OB-billetter til en hjemmekamp.
Ifølge Red Barnet er seks ud af ti indbyggere i Angola under 18 år, og de trænger til uddannelse, så de dels kan klare sig selv, dels være med til at bygge landet op efter 30 års borgerkrig.